Climate+ House hedder lavenergi-passivhuset opført af EPS, som giver et lavere energiforbrug end påkrævet for passivhuse. At huset er yderst driftsøkonomisk, har et godt indeklima og er behageligt at bo i, kan de tilfredse lejere skrive under på. De har boet der med fire børn, men har et årligt forbrug på vand og varme på ca. 7.000 kr. 

I et hyggeligt villakvarter med en del nybyggeri midt i det fredelige og naturskønne Jægerspris ligger et af landets fineste eksempler på fremtidens byggeri – et lavenergi-passivhus – som tilmed er det første af sin art herhjemme. Det moderne, hvidpudsede og futuristisk-inspirerede hus hedder Climate+ House og er opført i 2008 som et eksempel på et nyt byggekoncept, hvor hele klimaskærmen – fra terrændæk, sokkel, ydervægge og tag – er af udført af EPS (polystyren fra Sundolitt). Huset er derfor noget helt nyt og revolutionerende inden for dansk byggeri, som ikke er set herhjemme før. Det har man derimod i udlandet, hvor man f.eks. i Norge, USA og Tyskland har bygget huse af EPS i mange år.

Stuen

Den store stue er utrolig lys, da der er op mod tre meter til loftet, som har en hældning på syv grader fra toppen. De store vinduespartier og fløjdøre giver ekstra lysindfald.

Det nye koncept med et fremtidssikret, bæredygtigt byggeri er pt. stadig på introduktionsstadiet i Danmark, men der er i øjeblikket flere projekter i gang i eksempelvis Ålsgårde og Fredensborg af BygBedreBolig. Det eksisterende prøvehus i Jægerspris, opført af Sundolitt i samarbejde med JJW Arkitekter, er allerede blevet kåret som vinder af Byggeriets Energipris 2014. At Climate+ House ikke blot er et nyt og spændende, moderne hus – baseret på en klimavenlig arkitektonisk løsning med et minimalt varmeforbrug – men også er et velfungerende hus at bo i, kan den store børnefamilie, der har boet der til leje på tredje år, bekræfte.

”Det er et fantastisk dejligt hus at bo i – ikke blot på grund af den gode plads og den anderledes arkitektur med f.eks. den fede effekt med det høje loft i den meget store opholdsstue – men også fordi indeklimaet er rigtig behageligt. Og så er det meget driftsøkonomisk at bo her, hvilket vi som en familie på fem sætter stor pris på,” siger Henrik Jensen, der bor i huset sammen med sin kone og deres tre børn i alderen fra 13 til 18 år. Den ældste datter er netop flyttet hjemmefra, men husstanden har indtil for nylig været oppe på seks familiemedlemmer, så der er blevet brugt masser af strøm og vasket mange maskiner tøj dagligt.

”Vores forbrug til varme og varmt vand ligger på ca. 7.000-8.000 kr. årligt, hvilket er i den lave ende for en stor husstand med seks familiemedlemmer,” siger Henrik Jensen, der stort set ikke har behøvet at tænde for varmen på børneværelserne på grund af huset varme-genvindingsanlæg.

God plads og masser af lys

Henrik Jensen og resten af familien har været glade for at få lov til at prøve at bo i et topmoderne lavenergi-passivhus, som fuldt ud har levet op til deres forventninger, selvom der selvfølgelig har været enkelte arkitektoniske detaljer, som de godt kunne have ønsket sig anderledes i forhold netop deres familiemæssige behov.

”Der er masser af plads, og det var et af kriterierne for, at vi gerne ville bo her. Derudover ligger huset jo dejligt naturskønt, men stadig inden for tæt afstand til større byer og ikke mindst København” siger Henrik Jensen, der arbejder som politimand. Den eneste anke, familien har, er, at badeværelset og bryggers godt kunne have været lavet større ved at rykke væggen mellem bryggers/toilet og stuen cirka en meter.

”Selvom stuen er skøn at opholde sig i på grund af den høje loftshøjde og det store lysindfald fra vinduerne, har vi i den ene ende af stuen valgt at lave et børneværelse mere – med en reol som skillevæg.

152209_2390

I den ene ende af stuen er der sat en skillevæg op, så familien har fået et ekstra rum i den meget store stue.

Rumopdelingen gør, at den del af stuen fungerer som en rolig del af huset, hvor man kan sætte sig hen med en bog. Rummet fungerer også som gæsteværelse, hvor vores ældste datter kan overnatte, når hun er hjemme,” fortæller Henrik Jensen, der godt kunne have ønsket sig et større bryggers, da de som stor børnefamilie har haft deres  udfordringer med at få plads til seks familiemedlemmers overtøj, sko, sportstøj, huer, vanter osv. i det relativt smalle bryggers.

”Havde vi selv været med til at tegne huset, ville vi selvfølgelig have prioriteret at få mere plads i sådan et rum, men en anden familie vil måske ikke have samme behov. Men det er jo heldigvis også muligt for en bygherre frit at bestemme indretningen af deres eget Climate+ House,” siger Henrik Jensen, som ellers er fuldt tilfreds med ruminddelingen i huset, som består af entre, tre børneværelser, badeværelse, bryggers, stue, køkken, forældreafdeling med soveværelse og stort badeværelse.

Minimalt varmeforbrug

Familien sætter også stor pris på de lave driftsomkostninger, som ligger langt under, hvad man normalt kan forvente af et lavenergi-passivhus. Hvis et hus skal certificeres som et passivhus, må det maksimalt bruge 15 kWh pr. kvm til opvarmning af rummene, og det totale energiforbrug må ikke overstige 120 kWh pr. kvm. Huset i Jægerspris har kun brugt 72 kWh pr. kvm om året, viser de løbende målinger, så det ligger altså langt under, hvad man kan forvente af denne type byggeri.

”Selvom vores husstand i dag rummer tre teenagere med et stor elforbrug, så er vores samlede energiforbrug stadig meget begrænset, hvilket naturligvis skyldes det bæredygtige byggekoncept, hvor vi stort set ikke behøver tænde for varmen på værelserne,” siger Henrik Jensen, der – indtil huset blev udstyret med persienner ved stuens vinduespartier – faktisk oplevede, at temperaturen i huset blev for høj på varme sommerdage.

152209_2406

Dybden på vindueskarmene er 50 cm, hvilket giver et indtryk af et gedigent byggeri på trods af den enkle konstruktion af EPS-elementer.

Det minimale forbrug er det, som gør et Climate+ House til fremtidens byggeri, mener arkitekt Jens Christian Christensen, MBS og adjunkt fra Lean Design i Helsingør, som også bidrager til byggeprojekterne i BygBedreBolig.
“Bæredygtighed i byggeriet er kommet ind i Bygge- og anlægsbranchen, ikke kun på grund af øget viden og bevidsthed hos de professionelle bygherre, men også på grund af et stigende krav fra de private bygherrer. De er begyndt at stille krav til og have ønsker om at bo i boliger, der bidrager mindst muligt til unødig ressourceforbrug som energiforbrug og ikke mindst har et godt og sundt indeklima,” forklarer Jens Christian Christiansen, der understreger, at der i bygningsreglementet krav stilles krav til energiforbrug og energiramme, herunder boligernes lufttæthed, men også indeklima, vinduesareal og overophedning.

“I dag har vi faktisk et bygningsreglement, der har skærpet kravene til byggeriet ret betydeligt i forhold til for blot 10 år siden. Nye krav til byggeriet giver anledning til at vurdere, om der er andre bygge muligheder end det traditionelle byggeri – og helst en ny byggemetode, der mindst tilgodeser de samme krav til boligen, som ved traditionelt byggeri,” forklarer Jens Christian Christensen.

Bæredygtig bambus

Ud over valget EPS som byggemateriale er det bæredygtige koncept gennemført i valget af øvrige materialer i form af bambus. Arkitektfirmaet, JJW Arkitekter, har således valgt at lægge terrasseplanker, parketgulve, køkkenbordplade og vindueskarme af bambus, som er det nye indenfor bæredygtige træsorter. Bambus vokser hurtigt op og er derfor mindre ressourcekrævende end andre langsomtvoksende træsorter. Bambus udgør derfor en rød tråd i forhold til husets bæredygtige arkitektur, og som en speciel detalje har arkitektfirmaet også valgt bambus-rundstokke på facaden. De er opsat som et espalier ved stuens vinduespartier, der – ud over at fungere som et dekorativt element, der giver den meget enkle facade dybde og et spændende skyggespil – også er etableret som en lodret og horisontal solafskærmning.

Genbrug af varmen

De fleste nybyggede, lavenergi-passiv huse er i dag udstyret med et varmegenvindingssystem, der betyder, at den ”gamle” luft jævnligt skiftes ud med frisk luft via et udsugningssystem, der samtidig fungerer som air-condition, hvis man ønsker det. Anlægget sidder i et teknikskab, og temperaturen i huset kan indstilles, så indeklimaet hele tiden er optimalt. Climate+ House er derfor løbende genstand for en række målinger af luftskifte, CO2, termiske forhold, radon, formaldehyd, partikler, fugt og skimmelsvamp, dagslys, akustik samt forbrug af el, vand og varme, som udføres af det rådgivende ingeniørfirma Wissenbjerg A/S. Der sidder ca. 60 såkaldte PIR-følere placeret forskellige steder i huset, som de første fem år overvågede huset konstant og foretog de ønskede målinger, der blev samlet i en årlig rapport, som skulle dokumentere husets samlede komfort og minimale påvirkning af klimaet. Et af punkterne fra det første års rapport var, at selvom Climate+ House opfylder alle krav og mål for passivhuse, så opfylder det ikke kravet om maksimal temperatur på varme sommerdage med over 25 grader. Som JJW Arkitekter beskriver det er, “årsagen meget sandsynligt kombinationen af et højisoleret hus og en overraskende stor betydning af solindfald fra hoveddør, døre i bad og bryggers samt fløjdøre i stue. I disse fire “åbne” steder er solafskærmning udeladt. Opsætning af udvendige screens vil med overvejende sandsynlighed kunne løse dette.” Det har vist sig at holde stik i virkeligheden, da familien efter etableringen af persienner har fået et behageligt indeklima på varme sommerdage også.

Hvorfor bygge med Sundolitt?

Fremtidens byggemateriale er ikke længere mursten, men let håndterbare materialer som f.eks. kraftigt isolerende EPS, som samtidig tager hensyn til CO2-udslippet.

”Isolering er en af de mest effektive metoder til at minimere bygningers energiforbrug og den mest lønsomme vej til reduktion af CO2-udslippet.

Derfor stiller politikere og fremtidens boligejere krav om et lavt eller slet intet energiforbrug til opvarmning. Sundolitt Climate+ House er en isoleringsløsning, som vi mener, slår mange fluer med et smæk,” siger teknisk chef hos Sundolitt A/ S, Claus Jørgensen, der understreger, at man ved opførelsen af Climate House har bevist, at det hverken er teknisk kompliceret at bygge et lavenergi-passiv hus eller at drifte det.

“Byggestilen giver ikke et dårligt indeklima, og sidst, men ikke mindst, er det ikke dyrt at opføre. En prototype som huset i Jægerspris kostede kun ca. 10 pct. mere end et standardhus på opførelsestidspunktet,” siger han.

Fakta om Sundolitt Climate+ House

  • Huset er kåret som vinder af Byggeriets Energipris 2014 ved byggevaremessen BYGGERI ’14. Det har energimærke A1.
  • Huset er konstrueret af byggesystemer i EPS med ‘ubrudt isolans’, så kuldebroer undgås. Det har mindre rumvarmeforbrug og lavere energiforbrug, end standarden for passivhuse kræver.
  • Ud over at Climate+ House lever op til fremtidens energikrav og standarderne om passivhuse, er drift- og vedligeholdelsesomkostninger lavere set i forhold til andre lavenergi-passivhuse.
  • Climate+ House i Jægerspris ejes af Sundolitt, der har opført det som et prøvehus, som interesserede nybyggere kan komme og se.
  • Huset er 185 kvm stort, er udstyret med LED-belysning, gulve og terrassedæk af bæredygtig bambus og har dobbelte termoruder.
  • JJW Arkitekter har tegnet huset, og det rådgivende ingeniørfirma er Wissenberg A/S.
  • Alle husets elementer er opbygget af byggesystemer, der består af byggeklodserne Sundolitt KUB (new generation), Sundolitt Funderingssystem og isoleringsproduktet Sundolitt Climate.

Fakta om EPS

  • Sundolitt Climate er en ny og mere effektiv EPS-isolering (tilsat grafit), der opsuger infrarød stråling, der er det, som reducerer isoleringsmaterialers evne til at holde på varmen.
  • EPS har 20 pct. bedre isoleringsevne end hidtil anvendte EPS-produkter. EPS er fremstillet af råolie, som omdannes til polystyren (også kendt som flamingo).
  • EPS er fugtafvisende, har lav vægt og en stor trykstyrke, hvorfor det egner sig til byggerier, hvor man ønsker en slankere konstruktion og dermed opnår et mindre materialeforbrug.
  • Det er et bæredygtigt valg, da EPS som isoleringsmateriale begrænser forbruget af fossile opvarmningskilder og dermed begrænser CO2-udslippet.
  • Byggeteknisk er det nemt at arbejde med EPS, da det vejer meget lidt og derfor er let at håndtere i forhold til almindelig kendt murstensbyggeri. En anden fordel er, at EPS-huse er bygget af færdigstøbte, standardiserede elementer, som kommer færdige fra fabrikken. Af samme årsag kan et råhus bygges på ca. en uge.